Jonas Schwarz slået i kvartfinalen ved DM indendørs
I weekenden blev danmarksmestrene i tennis indendørs fundet.
Jonas Schwarz fra Rødovre Tennisklub havde kvalificeret sig blandt de 16 bedste herrer. Han begyndte med at vinde 2:0 over Joen Moth-Poulsen fra TK Ryvang, tidligere Birkerød.
I kvartfinalen var modstanderen Igor Tonyiakov *) – spillende russisk træner fra Sønderborg Tennisklub. I en lige kamp tabte Jonas 4:6, 2:6, hvor nogle kritiske bolde afgjorde forløbet.
Der var et par gode chancer for at vende kampen, men de blev ikke udnyttet. Rødovrespilleren var forståeligt skuffet. Men det er flot at være blandt de 8 bedste seniorer i Danmark indendørs.
Igor tabte i semifinalen 0:6, 3:6 til Holger Rune, HIK – Danmarks største talent på herresiden igennem mange år – så det ville også have været endestationen for Jonas
*) Igor har sin træneruddannelse fra det russiske tennisakademi og har bl.a. trænet og været slagpartner for Anastasia Pavlyuchenkova, nr. 3 på den russiske rangliste for kvinder.