Strålevarme kan give Tennishallen en god varme- og lydoplevelse.
Tennisklubbens baneudvalg præsenterede onsdag den 5. februar en kort version af sit forslag om, at Kommunen erstatter det nuværende varmeanlæg i Hallen med et strålevarmeanlæg. (Klik ind på oplægget her).
Et sådant anlæg har man i tilsvarende haller. Fordelene er oplagte:
- Der bliver varmet op, hvor der er mest behov for varme; dvs. på spillere på banen og personer, der opholder sig på balkonen over omklædningsrummene,
- Løsningen giver ingen lyd fra sig, i modsætning til nuværende løsning,
- Der spares energi.
Et anlæg vil koste 1 mil. kr. +/- 250 tkr. Om en måneds tid får vi melding på, om Kommunens analysegruppe tager forslaget med over projekter, der kan komme på anlægslisten for 2026. Forslaget kommer op på Klubbens generalforsamling den 12. marts. Generalforsamlingen har for 12 år siden pålagt bestyrelsen at tage denne opgave op som en 1. prioritetsopgave, når udendørsanlægget var renoveret. Dette projekt afsluttes snart, hvorfor vi har fundet det relevant at starte dette varmeprojekt op. Anlægget er i mellemtiden blevet endnu mere støjende, sværere at styre og med et højere energispild end ved starten i 2009. Alt sammen argumenter for en anden opvarmningsløsning end den vi har i dag.
En stor tak til vores baneudvalg (Peter Ravn Larsen, Johan de Place og Poul Lundberg Andreasen) for det store arbejde, de lægger i denne opgave. I givet fald skal der arbejdes videre med design af den rette løsning og at fremskaffe medfinansiering fra diverse fonde samt Tennisklubben det næste halve års tid. Vi arbejder på at finde en medfinansiering, der dækker op til 50 % af den samlede investering. Finder vi denne, øges chancerne for , at vi får en tidssvarende opvarmning af hallen fra indendørssæsonen 2026/2027.
+700 tennisspillere i Aktiv Fritid, RKS og Rødovre Tennisklub vil få gavn af løsningen hver indendørssæson mange år frem i tiden.
God vinterferie til alle medlemmer i Klubben!
Mvh. Bestyrelsen