Udendørssæsonen udvides til hele året den 5. november på generalforsamling
For 3. gang inden for et år afholder Tennisklubben en ekstraordinær generalforsamling foranlediget af renoveringen af udendørsbanerne.
Generalforsamlingen afholdes tirsdag den 5. november kl. 19.00 i Loen på Rødovregaard, Kirkesvinget 1, 2610 Rødovre. Se indkaldelse, foreslået dagsorden og tilhørende bilag her.
De nye baner har på rekordtid sat sig, så de har været rigtigt gode at spille på siden juli. Faktisk 3 måneder tidligere end forudsagt af Red Plus-eksperterne. Men alle medlemmer og andre brugere skal iflg. aftalen med Kommunen have mulighed for at spille ude hele året, hvilket fordrer supplerende beslutninger af vores øverste beslutningsorgan – generalforsamlingen.
Så vi håber, at så mange som muligt møder op på Rødovregaard den 5. november for at få den bedste beslutning om udendørsanlægget igennem i år. Og for at høre nærmere om, hvad der først og fremmest motiverer dette forslag.
Bestyrelsen arbejder intenst på at få afklaret, hvor stor en andel Rødovre Kommune vil påtage sig, når det drejer sig om drift og service af anlægget om vinteren. Det får vi mulighed for en større afklaring af på næste brugerbestyrelsesmøde den 29. november, hvor Helle Christensen og Poul Lundberg har serveretten til denne opgave.
Gennem en behjertet indsats af to medlemmer bosiddende i Rødovre, er det lykkedes at få Teknisk Forvaltning til at gå i gang med renovering af badet i mændenes omklædningsrum i Klubhuset. Det drejer sig om at komme af med skimmelsvamp, at få rørsystemerne skiftet ud og ventilationssystemet til at fungere. En opgave, som bestyrelsen har presset på med i ca. 6 år. Projektet skulle have varet en uges tid, men vil nu strække sig over de næste 3-4 måneder.
Dertil har vi erfaret, at tre energiske medlemmer af klubhusudvalget i sidste uge gjorde vores udendørs møblement klar til vinterens udfordringer. Mange tak til Elsebeth Vang Hansen, Lis Lynnerup og Erik Hansen for denne indsats. Se de glade smil fra et par af dem, da de tog en tiebreak med malerpensel i sidste uge.
Bortset fra ovennævnte, har vi i vinterperioden kun adgang til den nederste sektion af klubhuset med læ for vind & regn, adgang til de to toiletter, slukning og tænding af lys på banerne. Når det kommer helt på plads, er der ikke adgang til omklædning og bad eller 1. salen. Respektér venligst dette. Vi erfarer, at nogle har ødelagt de hængelåse, der lukker for adgang til omklædning og bad. ”Lad venligst være med det!” er en venlig opfordring til de personer, der blot ødelægger de låse, der skal respekteres.
Dette giver anledning til at fremhæve følgende:
- Indendørssæsonen er begyndt den 1. oktober. Og vi har tegnet mange medlemskaber de sidste 8 uger. Men rigtigt mange mangler at få betalt. Her minder vi om, at bestyrelsen følger belægningsomfanget nøje. Inden for 2-4 uger vil vi melde ud, at ”HALLEN ER FULD”. Og det kan betyde, at selvom der ligger en faktura fra Klubben, så kan medlemskabet indendørs denne vinter ryge sig en tur, hvis man trækker betalingen for længe.
- Juniorerne fortsætter træningen udendørs oktober igennem, hvis vejrliget ikke tvinger dem til at gå indendørs for at bruge de baner, der er reserveret til dem. Her kan andre reservere banetid kl. 15-18 på hverdage. Men skifter vejret til regn, vil juniorerne gå indendørs. Så hold øje med DMIs vejrudsigt, hvis du er så en af de heldige, der håber på at få en uventet ekstra spillemulighed.
Bestyrelsen takker for hjælpen fra Michael Juhl, Jan Villumsen, Helene Wenzel, Lars Ahlstrand, Einar Schwarz, Marcin Gosieniecki og Christian Østergaard i forbindelse med denne generalforsamling. Vi har sammen søgt at lave en samlet pakke med fokus på:
- At der fra årets start kan spilles mest mulig tennis udendørs på de nye baner,
- At vi forenkler vores system for kontingenter og træningsgebyrer.
Der har været adskillige andre forslag på bordet. Men vi har fokus på de forslag, som der er mest klarhed omkring nu. Vi forventer derfor, at erfaringerne med anlægget i løbet af 2025 vil føre yderligere andre forslag med sig.
Bedste hilsener
Bestyrelsen i Rødovre Tennisklub