Rødovre Tennisklub appellerer ikke appeludvalgets afgørelse til DIF.
Som bekendt blev der den 11. marts 2020 lukket ned for resten af den ordinære indendørssæson i tennis. Dette skete umiddelbart før sidste turneringsrunde, hvor vort 1. divisionshold for herrer lå på en 3. sidste plads og skulle spille den afgørende 7. kamp mod B 93 den 14. marts.
I første omgang valgte Dansk Tennis Forbund at se tiden an, men den 17. april valgte Forbundet at fastfryse resultatet efter 6. runde, hvilket bevirkede at Rødovre Tennisklubs bedste herrer rykkede ned ved stillingen, der kan ses her.
Rødovre rykkede ned som 3. sidst, bl.a. fordi der var en ekstra nedrykker fra elitedivisionen og fordi vi ikke fik mulighed for at vinde med 4:2 eller mere over B 93 i den sidste kamp.
Det vakte naturligvis stor irritation blandt vores spillere, at en så vigtig afgørelse i en turnering med blot 7 runder skulle tages ved skrivebordet i stedet for i hallen. Samme irritation noterede vi os i flere andre klubber, hvorfor vi sammen med 8 andre klubber først bad Dansk Tennis Forbund om at finde en anden måde at afgøre turneringen på og senere klagede til bestyrelsen og til appeludvalget i Dansk Tennis Forbund. Sommeren igennem har vi fulgt denne sag til dørs med diverse oplæg og forslag.
Appeludvalgets afgørelse af 7. august forelå på DTFs hjemmeside den 10. august og kan læses ved at klikke her.
Appeludvalget bekræfter Dansk Tennis Forbunds ret til at træffe denne afgørelse. De 9 klubber – og herunder Rødovre – har haft 4 uger fra appeludvalgets afgørelse til eventuelt at indbringe sagen for DIFs appelinstans.
Bestyrelsen i Rødovre Tennisklub har besluttet at undlade dette. Samme konklusion er de 8 andre klubber også kommet til, så der ikke indbringes en sag for DIF ved fristens udløb den 4. september 2020.
Det betyder ikke, at der er tilfredshed med DTFs ageren i denne sag. Vi finder det fortsat uheldigt, at DTF traf en sådan beslutning så tidligt uden at involvere de klubber og spillere, som man arrangerer en turnering for.
For Rødovre Tennisklubs vedkommende må vi i gang med træningen igen – nu i 2. division – for at klare os bedst muligt der.
Bestyrelsen i Rødovre Tennisklub